Viser opslag med etiketten Historie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Historie. Vis alle opslag

søndag den 10. juli 2016

En opdagelsesrejsendes notesbog

Efter starten på Artist's Tool Poems føler jeg mig som en opdagelsesrejsende, der endelig skimter sit magiske kontinent. Disse digte, der kombinerer mine interesser for visualisering, kreativitet og tøj, synes at være de digte jeg hele tiden har forsøgt at skrive - uden at vide hvordan!
Digtene er formet som visualiserings-meditationer (eller 'focused reverie", for at bruge et udtryk fra Belleruth Naparstek). Hovedpersonerne møder og integrerer deres egen kreativitet, de ifører sig så at sige deres kreative arbejdstøj. Måske lærer de at styrke eller afbalancere deres inspirationsunivers i forhold til dagligdagens realiteter.
Jeg har selv mediteret på denne måde i et stykke tid. Men først nu er det faldet mig ind at bruge formen som en poetisk skabelon.
Efterhånden som mine ideer udvikler sig, vil jeg skrive mere om Artist's Tool Poems, men det vil blive på engelsk.

torsdag den 17. september 2015

Ydre og indre tøj

Siden efteråret 2014 har jeg arbejdet med en ny type digte jeg kalder "clothes imagery". Der er selvfølgelig masser af tøj i mine tidligere digte, men de nye tager direkte udgangspunkt i tøj. Det kan være fysisk tøj, mit eget eller andres. Tøj set i en butik, i en bog eller på nettet.
Fx er digtet "Brave heart" inspireret af et foto af en top, designet af strikkunstneren Iben Høj.
Og den svenske designer Gudrun Sjöden har inspireret flere digte med sit farverige, globale stilmix.

Men poesitøjet kan også være fantasitøj, eller hybrider mellem fantasi og virkelighed. Uanset hvad, udtrykker tøjet en identitet eller særlig energi.
De nye digte virker måske ikke umiddelbart anderledes end de tidligere. Men med tiden håber jeg at kunne visualisere dybere.

torsdag den 5. juni 2014

Fire kvinder, der har inspireret mig

Digtere bliver ikke kun inspireret af digtere eller skønlitterære forfattere. Nogle af mine vigtigste inspirationskilder har været faglitterære forfattere, der skriver om deres arbejde inden for helt andre områder.
Psykoterapeut Belleruth Naparstek var i 1995 med sin bog "Staying well with guided imagery" igangsættende for min interesse for visualisering. Hendes bog var den første seriøse (og ikke kun new age begejstrede) bog jeg læste om emnet.
Og i 1996 havde jeg fundet frem til en af de mest spændende forfattere af krystalbøger: krystalhealer Katrina Raphaell. Hun er grundlægger af "The Crystal Academy", og hendes sprog og beskrivelser i "The crystal trilogy" er i sig selv en slags poesi.
Den formidable energimedicin-kvinde Donna Eden gjorde med bogen "Energy medicine for women" (2008) et dybt indtryk på mig. Hun har en kompromisløs tro på, at mennesker kan tage vare på deres egen sundhed.
Den svenske designer Annika Thomas er en af pionererne inden for begrebet holistisk mode. Hendes bog fra 1989 (på dansk 1990: "Tøj og personlighed") inddrager psykologiske og spirituelle faktorer i valget af tøjsnit og farver. Hendes blog "Wholethreads" udforskede modens og mytologiens kvindebilleder.Som gæste-blogger på "Docakilah" i 2012 skrev hun det personlige budskab "The world needs you to follow your inspiration".

søndag den 20. januar 2013

Den vitale kreativitet

Kreativitet er ikke kun evnen til at skabe "noget kreativt". Mennesker overlever katastrofer takket være deres kreativitet - en blanding af livsvilje, hjerte og fantasi.
Mine nye digte er en hyldest til dette talent, der er af så afgørende betydning i kunsten og i livet. Min intention var en slags storytelling om den kreative proces. Men synsvinklen ændrede sig lidt undervejs.
Det gik op for mig, at jeg er mere interesseret i identiteter end i processer. Altså digter jeg nu om kreativ identitet - selvfølgelig med en matchende garderobe!

mandag den 19. marts 2012

Krystaltid

Dan-Tuyet Tham har uploaded nogle smukke krystalportrætter. Tiden er måske inde til at sige et par ord om mine krystaller. Jeg har ikke så mange, for jeg søger noget helt særligt hos en krystal. Det er svært at forklare, men nogle krystaller føles det som om jeg har kendt altid, andre gemmer jeg til senere brug - sommetider flere år senere. Andre igen forbigår jeg, de kan være nok så fantastiske, men jeg ved, at de ikke er til mig.
Selvom jeg har arbejdet med en krystal i en periode, kan det vise sig at være et forbigående møde. Så giver jeg den videre til en ven.
Hvordan bliver et digt til? Det varierer, men jeg går ofte rundt med en krystal i naturen eller i byen. Min oplevelse af omverdenen intensiveres og udløser billeder, følelser og ord, der "krystalliserer" til et digt. I andre tilfælde vågner jeg måske en morgen og har en ide, og opsøger så en bestemt krystal, jeg føler kan hjælpe digtet på vej.
En krystal kan også have brug for en pause, hvor et menneske ikke konstant retter sine intentioner mod den. Ganske som småbørnsforældre har brug for voksentid, har krystaller brug for krystaltid!

lørdag den 20. august 2011

Poetry videos on YouTube

My friend Dan-Tuyet Tham, a dedicated YouTube-contributor, offered to make poetry videos. I was rather doubtful about the project as I don't have much of a reciting voice, and being filmed is so not me! Anyway, we did it as an experiment: two short readings, one poem in English, and one poem in Danish.
At least, you can have a look at the crystals ...

torsdag den 2. december 2010

To sprog

Det er snart et år siden, jeg begyndte at digte på engelsk, og jeg har slet ikke skrevet på dansk i 2010. På et eller andet tidspunkt vil jeg sikkert få brug for igen at skrive på mit modersmål. Der er steder på indersiden af et sprog, der er vanskeligt tilgængelige for udenforstående ... Men lige nu fylder det engelske meget. Jeg er begyndt at skrive en ny type årstidsdigte, der i højere grad end de gamle har identitet og livsopgave som indfaldsvinkel. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil skrive noget tilsvarende på dansk, men jeg har for en ordens skyld samlet de nuværende danske årstidsdigte og angivet perioden for at markere, at de er lidt anderledes end de nye engelske.

onsdag den 20. januar 2010

Vitalpoesi på engelsk

Jeg har længe ønsket at supplere mine danske digte med digte på engelsk. I første omgang forsøgte jeg at oversætte et par digte, men var ikke tilfreds med resultatet. Det er svært at oversætte poesi, da det ikke kun er ord, men lydbilleder og stemninger, der skal gendigtes. Derfor opgav jeg ideen om oversættelse, og er nu sprunget ud i at skrive direkte på engelsk. Foreløbig er det kun blevet til et enkelt digt - det vil nok gå lidt langsomt ...
Men det er en spændende udfordring.

onsdag den 24. juni 2009

Gensyn med et par ældre årstidsdigte

Jeg har tilføjet et par af mine ældre digte, som i sin tid har været "månedens digt" på min gamle webside. Måske er jeg færdig med "årstidsprojektet"? Lige nu er jeg i hvert fald mere optaget af at udvikle visualiseringsdigtene. Det er spændende og udfordrende at indarbejde en form for problemløsningsmeditation i det enkelte digt.
Men jeg holder nu af årstidsdigtene - derfor denne lidt nostalgiske tilføjelse!

søndag den 5. april 2009

Fra det indre værksted

Alle mine digte kan opfattes som visualiseringer. Men jeg er begyndt at skrive digte, der også har visualiseringens form. I modsætning til de øvrige, der er "historier", er disse visualiseringsdigte "processer". De foregår i det indre værksted, hvor energitøjet bliver vævet, syet og strikket sammen. Det ufærdige har sin egen skønhed og værdi. Og måske er det ikke engang ufærdigt, men bare noget andet end det planlagte? Men lige så værdifuldt.

søndag den 28. december 2008

Velkommen til mit nye websted

Her er mere plads og bedre faciliteter. Samtidig vil der ske den forandring, at "månedens digt" ophører. Jeg har brug for at kunne arbejde mere frit og dybtgående, uden at være presset af en deadline.
Men det er bestemt ikke min hensigt at skrive færre digte! Blot vil de blive udgivet med mere uregelmæssige mellemrum. Til gengæld har du mulighed for at abonnere på dem, og de vil blive liggende i arkivet.

Du kommer fra ...

Gennem mit arbejde som bibliotekar møder jeg børn og unge med mange forskellige kulturbaggrunde. Jeg ser de store piger forsøge at "designe" deres identitet, så alt det værdifulde bliver sat sammen - både fra familiens oprindelige baggrund og fra deres nye land. Inspireret heraf er jeg i 2008 begyndt at skrive digte der indledes med ordene "du kommer fra ..."
Det er også årstidsdigte, men da de handler om at integrere forskelligheder i sin identitet, er de også præget af den komplementære årstid.

Energitøj

Jeg er vild med tøj. Jeg laver ikke selv fysisk tøj, men jeg elsker at se på det, røre ved det, gå med det og læse om det. Sommetider tegner jeg det også. Derfor føltes det både naturligt og meget spændende, da jeg i 2005 fik den idé at lade digtene beskrive en slags "energitøj", hvor tøj er metafor for et menneskes unikke identitet og evner.
Ligesom det fysiske tøj kan beskytte, udtrykke og give selvtillid, kan energitøjet væve et menneskes aura eller indre kvaliteter gennem livgivende ordbilleder.
Designer Annika Thunman (Annika Thomas) har med sin bog "Tøj og personlighed" bidraget til at inspirere mit energitøjskoncept, selvom hun skriver om fysisk tøj.

Årstider

Digtene er inddelt efter årstider, som jeg har givet dobbeltnavne. Jeg opfatter dem som flydende over i hinanden, ikke skarpt adskilte. Hver dobbeltårstid har sine karakteristiske stemninger.
Vinter-forår: håb, tro, mod, power, at starte forfra.
Forår-sommer: glæde, blomstring, flow, forelskelse, livets skønhed.
Sommer-efterår: overflod, harmoni, sanselighed, virtuositet, livets rigdom.
Efterår-vinter: hvile, omsorg, fordybelse, transformation, det usynlige liv.
Man kan betragte årstiderne som en cirkel, og de vil da hver have en komplementær årstid, nemlig den årstid, der ligger overfor, ganske som farverne i en farvecirkel. Vinter-forår og sommer-efterår er komplementære, og det samme er forår-sommer og efterår-vinter.

Bjergkrystaller

Min interesse for sten og krystaller startede omtrent samtidig med vitalpoesien, altså omkring 1995. I starten lod jeg mig inspirere af mange slags sten, men nu bruger jeg kun bjergkrystaller. De er fundamentalt forskellige fra andre sten og krystaller og kan blive helt anderledes personlige arbejdsredskaber. Det opleves som om de kan gemme tanker og forestillingsbilleder, og forstærke indtryk.
Krystalhealer Katrina Raphaell har med sine fascinerende bøger bidraget til at vække min sans for bjergkrystallernes forunderlige verden.
Konkret bliver et digt til på den måde, at jeg oplever årstider, farver, tøj osv. gennem en bjergkrystals "temperament".

Hvordan det hele startede

Jeg er født i 1950 og har skrevet poesi siden 1980. Omkring 1995 begyndte jeg at interessere mig for visualisering af positive billeder, og denne inspirationskilde blev hurtigt meget vigtig i mit poetiske arbejde. Tænk hvis man kunne skrive poesi, der rent faktisk kunne få folk til at få det bedre!
I nogle år skrev jeg personlige digte til mennesker, der havde brug for positive billeder for at komme lidt videre i deres liv. Det blev dog efterhånden for begrænsende en arbejdsform, og jeg begyndte at skrive "kollektive" digte, idet jeg stadig bruger du-formen.
Omkring årtusindskiftet blev jeg meget grebet af tankerne om en ny spiritualitet. Asger Lorentsen skrev om en ny feminin helligånd, og i 2000 var jeg på præstindekursus hos Elena Christensen. Her prøvede vi at arbejde med Den Grønne Gral: et symbol på indre liv, skønhed og nænsom kærlighed fra Guds feminine aspekt. Jeg havde en stærk personlig oplevelse af denne energi, og har siden forsøgt at udtrykke lidt af den gennem vitalpoesien.
Siden januar 2001 har jeg formidlet vitalpoesien på nettet.

Blog-arkiv