Vera Kelgart

Vera Kelgart
Foto: Dan-Tuyet Tham, 2021

søndag den 20. december 2009

helt i sort

du går helt i sort

sort suger alt lys alle farver
så de ikke ses

du har udviklet sortsyn
du er god til at sortere
men du savner lysets sortiment
savner at variere

du ønsker at forstå hvorfor
du går helt i sort
hvorfor du ikke bærer farver

du ser dig gå ind i en drøm
du ser at du faktisk bærer lys
men som et armbånd

et gyldent kornaks
bøjet om dit højre håndled

din handlingshånd

du vil prøve at huske
dit gyldne kornaks
i dagens løb
ved let at lukke
venstre hånds fingre
om højre håndled



Vera Kelgart (med røgkvarts Isis-krystal) 2009

onsdag den 11. november 2009

iris gylden

du har drømt om at være lyseblå
harmonisk som de andre

bølgende solengle
deres vinger slæber lange
gennem blå iris på solenge

men du kan ikke længere anstrenge dig
til du bliver lyseblå i hovedet
denne harmoni giver dig klaustrofobi

du arbejder med børn
du skal bruge bevægelige ben
du må have dine fødder fri

du ser i din sjæls spejl
at dine vinger kun er skitseret bag dig
som en skabelon du kan bevæge dig
ud af og ind i

din energi hedder iris gylden
en skjult vest i din auras vævning
den passer fint til jeans og kondisko



Vera Kelgart (med elestialkrystal) 2009

lørdag den 12. september 2009

styrke

du bygger dig selv op dagligt
med et billede du ved virker
du fremkalder billedet af dig
i en helt enkel hvid kjole

du har en rød blomst i håret
måske hibiscus
der er ikke andet i billedet
end dig i en enkel hvid kjole
og med en rød blomst i håret

ubeskyttet udsat sart udsender
du en særlig form for styrke til dig
selv som en vitaminpille
din dagsdosis

hvis du har brug for mere dækker du
dine skuldre med havets blå kappe



Vera Kelgart (med dobbelttermineret "rosa healer") 2009

onsdag den 29. juli 2009

team

de andre er ikke som dig

derfor lukker du øjnene og flyver
til dit hemmelige sted
og drømmelander i søen
med åkander

her står du
på et grønt hjerteblad
som Tommelise
klædt i en hvid blomst

alene

men så ser du
andre åkander åbne sig
og i hver blomst
springer et menneske ud

asiatiske lotusmennesker
sorte westernmænd og brune nordkvinder
mennesker samplet fra øst og syd

i hvide skjorter med lysbølgeærmer
og grønne jeans

i hvide kjoler af lysbølgeblade
med bælter af gyldent støv

åkander genkender hinanden

de andre er som dig
de flyder
har rødder
og kan åbne sig



Vera Kelgart (med Lemuria-krystal) 2009

tirsdag den 30. juni 2009

vintage

stille en morgen på din seng
ved det åbne vindue
ser du
dig vende hjem til din krop
fylde dens konturer

ser du
din smukke vanddragt
hvirvle
med store huller
revet af livet

du har altid følt
den lyseste turkis
du kan heale dit levende vand
igen

stille en morgen på din seng
ved det åbne vindue
vender du hjem til din krop
fylder dens konturer

tusind gange hellere
din egen vanddragt
end lysdragt perfekt



Vera Kelgart (med røgkvarts Isis-krystal) 2009

onsdag den 24. juni 2009

Gensyn med et par ældre årstidsdigte

Jeg har tilføjet et par af mine ældre digte, som i sin tid har været "månedens digt" på min gamle webside. Måske er jeg færdig med "årstidsprojektet"? Lige nu er jeg i hvert fald mere optaget af at udvikle visualiseringsdigtene. Det er spændende og udfordrende at indarbejde en form for problemløsningsmeditation i det enkelte digt.
Men jeg holder nu af årstidsdigtene - derfor denne lidt nostalgiske tilføjelse!

tidsnok giver aldrig op

du giver aldrig op
derfor har du indhentet tid til eget brug
din jakke er magenta
en kropsnær metafysisk vildrosa
du fornyr hver morgen i daggryets skyl

du giver aldrig op
derfor er du kommet forud for din tid
med dine fingre resolut dyppet
i daggryets flydende magenta
din krop er blevet letlevende
som et rosenblad vinden blæser omsider

derfor er din jakke magenta
et mønster af små grønne pile
løber sidelæns som energien i tidsnok

ikke alle kan klæde sig som vildroser
inden de bliver hyben
men du føler tid tid tid endnu
til at springe ud hver morgen ved havet

din jakke er dit livsværk
magenta med små grønne pile
du giver aldrig op



Vera Kelgart (med kurvet "lysflyder"krystal) 2006

integritet

du vil være et menneske i stærke farver
du har besluttet dig
du søger brombærs farver
sorte men røde indeni

du elsker at gå på en solvarm gade
i mørke blandt mennesker i stærke farver
og være

et menneske i stærke farver
du har besluttet dig
for din saftige integritet

solvarm selv i mørke
brombær sorte men røde indeni



Vera Kelgart (med Arkimer-krystaller) 2005

tro blå

du begynder når du vågner
af isen
på dag ét

du står op
i din lyseblå tro
lys og tottet perle
med ballonskørt

varm efter søvn
dit hår stritter
som lysets blå totter
din tro

en lille sort kat
selv en blød tot
møder dig på isen
vil følges

du er i tro blå
og sådan vil du være

du svæver i dit lyseblå
ballonskørt over isen
lys og tottet perle
med din lille sorte kat

dine håndflader
lyseblå rører ved byen
den begynder at vågne

tro blå
sådan vil du være
fra dag ét



Vera Kelgart (med "lysflyder"laserstav) 2006

lørdag den 23. maj 2009

universitet

du sætter dig beslutsomt til rette
med en blød pude i ryggen
nu vil du forstå dig selv

du mediterer over fænomenet æbleblomster
analyserer hvorfor du er så fascineret
af de små rosa bolde der åbner sig
og bliver til hvide blade

du er fuldkommen dig selv når du hælder dig
i din dybt udringede spirituelle majkjole
æbleblomster gør dig synlig og giver dig syn
de er vild jubel universets rosa udhvidelse

men hvorfor interesserer du dig ikke for æbler
frugterne af universets jubel
og hvad med de tomme sorte grene
når alt er tabt

men du interesserer dig mest for æbleblomster
vil ikke skilles fra din spirituelle majkjole
faktisk prøver du desperat at fastholde
dens fragmenter når de falmer og falder

og det går ikke
du går på følelsernes universitet og har lært
det er forkert praksis at fastholde
det der ikke kan fortsætte

du forstår at du må specialisere dig
du må fejre din spirituelle majkjole
rosahvid og hel mens tid er
og lade den falme falde ikke fastholde
en blomstrings fragmenter

resten af året vil du klæde dig
i en mørk behagelig træningsdragt
og koncentrere dig om dit indre syn
for at styrke æbleblomsters genkomst



Vera Kelgart (med brokrystal) 2009

onsdag den 15. april 2009

samhørighedsfarven

når du vender blikket ind
og prøver at se din indre farve
klarrød klarblå klargrøn eller guld
hører du en levende ivrig summen
omkring dig af lidenskab argumenter
og strofer af en sang

der er mennesker omkring dig
og du føler du er en perle
og hører til i en kæde
hele vejen rundt om kloden

det du ser er
samhørighedsfarven
det du ser
er menneskehedens perlekæde

når du prøver at vælge
din egen indre farve
fornemmer du den samlede skala
i en stigende faldende mumlen
af latter og stemmer

men altid klare farver
klarrød klarblå klargrøn og guld
der er mennesker omkring dig
engagerede i deres eget
men du kan nemt hoppe ind
i deres kæde

det du ser er
samhørighedsfarven
det du ser
er menneskehedens farve
hele vejen rundt om kloden
en levende ivrig summen
i baggrunden

når du vender blikket ud
føler du dig velkommen



Vera Kelgart (med røgkvarts Isis-krystal) 2009

søndag den 5. april 2009

Fra det indre værksted

Alle mine digte kan opfattes som visualiseringer. Men jeg er begyndt at skrive digte, der også har visualiseringens form. I modsætning til de øvrige, der er "historier", er disse visualiseringsdigte "processer". De foregår i det indre værksted, hvor energitøjet bliver vævet, syet og strikket sammen. Det ufærdige har sin egen skønhed og værdi. Og måske er det ikke engang ufærdigt, men bare noget andet end det planlagte? Men lige så værdifuldt.

solsortekjole

du lukker øjnene og lytter
til synet af din indre solsort
en fugl du altid har fulgt
du har altid ønsket at klæde dig i
solsortens sang

du kalder billedet frem
du ser en kjole tydeligt for dig
sort stram med plisserede vinger
til at drive foråret
du prøver og prøver
men kjolen passer dig ikke
du kan ikke bære sangen

men nu ser du at du allerede bærer
ideen om sangen
og den passer dig perfekt
dit eget solsorte tankespind
gennemsigtigt tyndt flagrende
holdt sammen af dit hjerte



Vera Kelgart (med fantomkrystal) 2009

imellem rummene

du ligger på ryggen
under den blå himmel
du trækker vejret dybt

du forsøger at se himlen
som blå silke
et stykke stort nok
til at dække dig
som en blå kjole
med frie skuldre

du forsøger at se den
store blå himmel
følge din krops kurver
føje sig efter din vilje

det lykkes ikke helt
du kan ikke få himlen
som et helt stykke silke
den deler sig i flere mindre
blå firkanter
som åbne vinduer

du kan ikke få dem til
at hænge sammen
du kan ikke få dem til
at følge din krops kurver

men du kan ligge
under delte blå firkanter
og mærke luften mellem dem
og luften mellem dig og dem

og du ved du er et
helt menneske selv om
du ikke altid hænger sammen

du er også i mellemrummene



Vera Kelgart (med brokrystal) 2009

søndag den 22. marts 2009

verdenskjole

du kommer fra en sky af kirsebærblomster
en kjole med vidde og brus af bifald
lyserøde blomster dryssede blonder
du var prinsesse
til lyserød forsvandt

så var du inde i et træ i lang tid

nu kravler du ud
og alle venter spændt

du strækker dig
du skyder i vejret
dine arme og ben bliver ved og ved
en glat kirsebærrosa kjole
sidder flot på din nye kvindelighed

du holder lyserød tæt ind til kroppen
du er ikke prinsesse
du er verdenspige



Vera Kelgart (med fantomkrystal) 2009

onsdag den 4. februar 2009

stjerne

du kommer fra himlen
dine fingre rørte næsten
verdens største skål
for intet andet sted
er bjergene så høje

du blev båret ned
i din natdragt blå

stærke arme bar dig
du husker varme smil
de sagde stjerne
du er født til at tindre

hernede i byen
usynlig om dagen
husker du
hvisker du
stjerne
jeg er født til at tindre

husker du
husker du
din natdragt blå



Vera Kelgart (med brokrystal) 2009

tirsdag den 20. januar 2009

indadvendt

ingen kunne have fundet på den
men nu har du selv fundet den
din hjemmeuniverselle sweatsuit

lukket med et blidt tryk
på taknemmeligt synkende skuldre

nu er du parat til at klardrømme
sammenrullet dybtvæk
bag nattens åbne døre

indadvendt nat
sweats med den blødeste side indad
du var altid forpligtet til at glitre
men dit hemmelige følehjemmerige
er denne fordringsløse selvaccept

dette er hvad livet har lært dig
at føles behagelig mod din egen hud
som du ønsker at være mod andres

forpligtet til at glitre
men nu kan kroppen ånde frit
taknemmeligt synkende klardrømmer
i nattens mørke snefald

indadvendt nat
sweats med den blødeste side indad
dette er hvad livet har lært dig
denne fordringsløse selvaccept

med en lille udvendig lomme
til pailletter



Vera Kelgart (med røgkvarts Isis-krystal) 2009

Blog-arkiv