samhørighedsfarven

når du vender blikket ind
og prøver at se din indre farve
klarrød klarblå klargrøn eller guld
hører du en levende ivrig summen
omkring dig af lidenskab argumenter
og strofer af en sang

der er mennesker omkring dig
og du føler du er en perle
og hører til i en kæde
hele vejen rundt om kloden

det du ser er
samhørighedsfarven
det du ser
er menneskehedens perlekæde

når du prøver at vælge
din egen indre farve
fornemmer du den samlede skala
i en stigende faldende mumlen
af latter og stemmer

men altid klare farver
klarrød klarblå klargrøn og guld
der er mennesker omkring dig
engagerede i deres eget
men du kan nemt hoppe ind
i deres kæde

det du ser er
samhørighedsfarven
det du ser
er menneskehedens farve
hele vejen rundt om kloden
en levende ivrig summen
i baggrunden

når du vender blikket ud
føler du dig velkommen



Vera Kelgart (med røgkvarts Isis-krystal) 2009

Fra det indre værksted

Alle mine digte kan opfattes som visualiseringer. Men jeg er begyndt at skrive digte, der også har visualiseringens form. I modsætning til de øvrige, der er "historier", er disse visualiseringsdigte "processer". De foregår i det indre værksted, hvor energitøjet bliver vævet, syet og strikket sammen. Det ufærdige har sin egen skønhed og værdi. Og måske er det ikke engang ufærdigt, men bare noget andet end det planlagte? Men lige så værdifuldt.

solsortekjole

du lukker øjnene og lytter
til synet af din indre solsort
en fugl du altid har fulgt
du har altid ønsket at klæde dig i
solsortens sang

du kalder billedet frem
du ser en kjole tydeligt for dig
sort stram med plisserede vinger
til at drive foråret
du prøver og prøver
men kjolen passer dig ikke
du kan ikke bære sangen

men nu ser du at du allerede bærer
ideen om sangen
og den passer dig perfekt
dit eget solsorte tankespind
gennemsigtigt tyndt flagrende
holdt sammen af dit hjerte



Vera Kelgart (med fantomkrystal) 2009

imellem rummene

du ligger på ryggen
under den blå himmel
du trækker vejret dybt

du forsøger at se himlen
som blå silke
et stykke stort nok
til at dække dig
som en blå kjole
med frie skuldre

du forsøger at se den
store blå himmel
følge din krops kurver
føje sig efter din vilje

det lykkes ikke helt
du kan ikke få himlen
som et helt stykke silke
den deler sig i flere mindre
blå firkanter
som åbne vinduer

du kan ikke få dem til
at hænge sammen
du kan ikke få dem til
at følge din krops kurver

men du kan ligge
under delte blå firkanter
og mærke luften mellem dem
og luften mellem dig og dem

og du ved du er et
helt menneske selv om
du ikke altid hænger sammen

du er også i mellemrummene



Vera Kelgart (med brokrystal) 2009